Fidget spinners – et fænomen der har taget landet med storm

By:

Fidget spinnere har siden foråret 2017 taget børn, unge og voksne med storm i det ganske land. Overalt ser du mennesker i alle aldre – og særligt børn og unge – lave tricks med de små spinnere. Men hvad er det egentlig og hvorfor er de blevet så populære?

En hjælp til folk med særlig behov

Oprindeligt er fidget spinnere tænkt som en hjælp til folk med særlige behov; børn, unge og voksne der har svært ved at holde fokus på en opgave uden at have noget at beskæftige hænderne med. Tidligere klikkede kuglepennene løs, benene blev vippet op og ned i høj fart eller blyanten banket mod papiret; i dag kører fingrene rundt med spinneren i stedet.

Uanset intentionen med fidget spinneren er den i dag blevet et yderst populært stykke legetøj, der ligger i tasken hos 90 % af landets skolebørn. Og der er ingen dokumentation for, at den har nogen effekt hos personer med eksempelvis ADHD eller autisme.

En dille der har taget fart

Hvorfor er den lille propel blevet så populær i rekordfart, spørger du måske dig selv. Og svaret er ganske klart; det vides ikke. Men det er nu engang sådan med diller, at når de først tager fart, så ligger de landet ned. For tyve år siden var det yoyo’er, der var musthave; i dag er det fidget spinnere.

En af de store syndere, når det kommer til at skabe popularitet på et bestemt marked, er YouTube, hvor fidget spinneren i den grad også topper hitlisten. Her finder du et væld af film, der illustrerer fede tricks med de små propeller, og hvis du vil imponere venner, familie eller børn, så kan du med fordel finde inspiration her.

Fidget spinnere fås i alverdens farver, materialer og størrelser, og det er sågar blevet populært at fremstille dem selv ved hjælp af 3D-printere eller laserskærere.